Kvindefodbold i Danmark – det begynder at gøre ondt…

Der var engang, hvor resultaterne fra weekendens kampe i elitedivisionen blev vist og læst op af Claus Borre på DR Sporten. Der var engang, hvor Danmark “altid” var med til slutrunder og spillede mod nationer, som endnu ikke havde etablerede ligaer – til gengæld lå deres landshold i træningslejre i halve til hele år op til VM- og OL-slutrunder. Der var engang, hvor kvindernes VM (USA 1999) havde flere tilskuere end mændenes VM (USA 1994). Der var engang, hvor Danmark blev uofficielle verdensmestre. Der var engang, hvor Danmark stadig havde forholdsvis mange pige-kvindespillere sammenlignet med andre lande.
Nu er antallet af pige-kvindespillere i Danmark fordoblet. På verdensplan er det mangedoblet, og kvindefodbold er nu, om ikke den største, så en af de allerstørste (hold-) idrætsgrene for kvinder i verden.

Ovenstående er den indledning stort set alle artikler eller tv-indslag om dansk kvindefodbold er skåret over de seneste 20-25 år (Hvis ikke det er en kort tekst om et hold, som har trukket sig fra 3F-ligaen).
Indslagene kan derefter fortsætte med en mere eller mindre ensidig diskussion – eller nærmere spørgerække – om hvorfor kvindefodbold ikke tages seriøst i medierne, og hvad man kan gøre ved det. Svaret på dette er ofte: “Det kræver en medalje til landsholdet ved en slutrunde. Ligesom for håndbolddamerne dengang i 1990’erne, du ved…”

Hvis artiklen ikke fortsætter i den tråd, så er det højst sandsynlig, fordi det er en artikel eller kommentar forfattet af en eller anden tilfældig, som har en mening om, at fodboldstøvler ser helt forkerte ud, når de sidder for enden af et kvindeben, eller at kvindefodbold er så forkert, at der burde laves et gevaldigt benspænd for det.

Det kan også være, at artiklen er et portræt af en landsholdsspiller, som først bliver konfronteret med ovenstående, for dernæst at skulle svare på, hvorfor hun dog spiller fodbold og bruger så meget tid på det, når hun nu er ved at læse til læge… Og til sidst få spørgsmålet: “Tror du så, I vinder denne gang…?”.

Indenfor kvindefodboldens murer er ovenstående vinkel i en grad med til at gøre livet i og med kvindefodbold til et liv i modvind, og man får en oplevelse af, at der hersker en generel uvidenhed om, hvad der reelt foregår.
En beskrivelse hvor billedet i stedet fremstår som en tegning fra oldtiden, eller som et billede fra dengang, hvor et billede først blev fremkaldt måneder og år efter, at øjeblikket var blevet fanget i et “Kodak-moment”, hvor filmrullen ofte var blevet så gammel inden fremkaldelsen, at alle billederne havde et gulligt skær over sig.

Det sørgelige er, at hver gang der dukker nye aktører, ledere, journalister mm op i kvindefodbolden, så starter historien med de gamle billeder og avisartikler – og ofte kommer man aldrig videre…

Så kære interessent i dansk pige- og kvindefodbold, lad os starte et andet sted. Lad os starte der, hvor kvindefodbolden er i dag! Lad os starte ude på træningsbanen, i klubben, foreningerne, på alle landsholdene, i skolen, i skolegården og i haven – alle de steder hvor det vrimler med boldspillene piger og kvinder.
Lad os starte med at tage os selv seriøse. Lad os starte med det, som det hele handler om – at blive dygtigere til at spille fodbold!

Hvorfor finder vi (involverede som dagligt træner og spiller om point) os i, at 3F-ligaen i denne sæson blev en “fri tilmeldingsliga”? Og at strukturen og den sene planlægning af ligaen på ingen måde tager hensyn til, at spillerne er eliteudøvere med amatørstatus, som efter bedste evne forsøger at leve op til de krav Team Danmark stiller til den bedste udgave af en eliteidrætsudøver i Danmark: Een som kan planlægge, een som tager en uddannelse ved siden af idrætten, een som fremstår som en rollemodel for unge, een som træner seriøst og mange timer i ugen, men også en udøver, som har et liv ved siden af idrætten og samtidig ønsker at være i idrætten i rigtige mange år.

Hvorfor finder vi os i, at de fleste store udbydere af sportstøj i Danmark ikke sælger sportstøj og fodboldstøvler designet til piger og kvinder i en kvalitet og størrelse, så man veltilpas og glad trækker i træningstøjet mange gange i ugen. For tøjet bliver produceret, blot ikke distribueret…

Hvorfor finder vi os i, at de forhold som mange hold og spillere bydes ude i klubberne – og i det ganske danske kongelige land?
Hvorfor finder vi os i baneforhold, som minder om en krigsskueplads – eller en park på Østerbro?

Svaret er, at det gør spillere (trænere, ledere – og forældre) faktisk heller ikke… De stopper eller mister motivationen til elitefodbold, når de indser, at kampen udenfor kridtstregerne ødelægger fornøjelsen ved kampen på banen. Spillerne skifter til klubber i udlandet, de stopper, når de når en alder, hvor deres forældre ikke længere kan/bør/vil sikre dem en acceptabel hverdag med idrætten, hvor forældre hjælper med kørsel, madpakker, tøjvask, fri bolig og frivillige timer i og omkring pigernes fodboldhold. Når spillerne stopper som aktive (ofte i starten af 20’erne), så bruger de i stedet tiden på job, studier, familie, andre idrætsgrene – og nogle gange fodbold, men det er for sjældent i dansk klub- og foreningsregi. Hvorfor..?

Dansk kvindefodbold kommer først videre, når dem, der har indsigt, melder sig under fanerne – og på banerne, starter en ny retorik og starter med at etablere et seriøst miljø og ordnede forhold. Starter med at pumpe boldene og arbejder for at forholdene bliver, så det både bliver interessant og muligt at spille og træne kvalificeret i mange timer og i mange år.

I dagligdagen har det en meget, meget ringe betydning, at det visuelle udtryk ikke gør indtryk på en TV-skærm i den bedste sendetid (eller TV overhovedet), men det er der, så meget som ikke gør, og man kan efterhånden også være i tvivl om, hvad “den bedste sendetid” på TV dækker over. Eller hvad en landsdækkende avis er…
Det har heller ikke den store betydning, at der ikke findes sponsorater i millionklassen.

Men det betyder ALT, når forholdene i dagligdagen til tider er direkte useriøse og på ingen måde er i trit med spillernes sportslige indsats, ambitioner, mål, hverdag – og den fornøjelse det er at spille spillet.

Vi ses ude på banerne!

(Ovenstående kan med sikkerhed og få ændringer omskrives til forholdene for mange andre idrætsgrene og udøvere i Danmark – herunder også drengefodbold…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.